Du kommer i en lille klasse med flere lærere. Her har vi et godt klassemiljø og et fint fællesskab. Du har også mulighed for at få enkeltundervisning. Det kan være, at du har brug for at få ro til at koncentrere dig og for at få tingene forklaret alene. Når du starter, finder vi dit niveau i de forskellige fag. Så får du en undervisning, der passer dig.
Alle kan lære noget. Nogle elever har svært ved at lære, når de starter. Men alle elever har lært en masse, mens de har været her. Det gælder om at finde ud af, hvordan du lærer bedst og så hænge i. Du kan tage alle folkeskolens prøver her. Vi opretter hold, for dem, der gerne vil tage 9. klasse i dansk, matematik, engelsk, fysik/kemi og samfundsfag. På den måde tager mange herfra med et eksamensbevis.
Mange elever er rigtig dygtige til at bruge deres hænder. Derfor har vi mange forskellige værksteder. På vores eget autoværksted Byens Auto kan du få lov til at reparere biler. Du kan også komme i praktik i vores køkken, på Håndværk (tømrer, murer, maler, etc.) eller på Grøn produktion, hvor vi vedligeholder udendørs arealer og dyrker grøntsager i urtehave og væksthus. Du kan få lov til at bruge vores maskiner og øve dig i at bruge dine hænder. I vores værksteder får du lov til at gøre det du er god til. Her får du succesoplevelser og begynder at snuse til dit valg af beskæftigelse og uddannelse.
På Magleby skolecenter får du et tæt forhold til få voksne, som du kender godt. Vi er der altid, når du har brug for det. På den måde får du den nødvendige støtte, så du trives. Det er trivslen i trygge rammer, der giver dig forudsætningen for at du kan udvikle dig og lære noget.
Den interne Skole er godkendt til undervisning på 1.-10. årgang. Der er endvidere mulighed for 11. klasse i særlige tilfælde.