Søndag den 28. januar inviterede Magleby Skolecenter elever, studerende, forældre og samarbejdspartnere til Vinterkoncert i Musikkonservatoriets Koncertsal i København. På scenen kunne vi bl.a. opleve Maria, Jacob og Jeanette, der går på Magleby Skolecenter. De sang med i Vinterkoncertkoret og optrådte med numrene ”Thank You for The Music” af Abba og den udødelige klassiker ”You’ll Never Walk Alone”.
Ved koncerten medvirkede også symfoniorkestret fra Zielona Gora dirigeret af Czeslaw Grabowski, Stettin Kammerkor ved Barbera Halec og unge balletdansere fra Holstebro Balletakademi. Vi fik en ganske særlig oplevelse, da slagtøjsensemblet Percurama, der består af studerende på Musikkonservatoriet, opførte avantgarde-musik på hjemmebyggede instrumenter af metalrør. De opførte ”Pleiaderne” af Iannis Xenakis.
For Maria, Jacob og Jeanette var det en stor oplevelse at lave en stor koncert sammen med professionelle musikere og synge på en stor scene i en flot koncertsal. Ved vinterkoncerten skaber musikere af vidt forskellig baggrund og på helt forskelligt niveau en stor koncert i fællesskab.