Magleby Skolecenter og VUC Slagelse har indgået en samarbejdsaftale, så de unge STU studerende kan aflægge prøve i VUC-regi på Magleby Skolecenter. Det giver trygge rammer for vores unge, at de kan aflægge prøve i deres kendte omgivelser.
For at komme ind på en ungdomsuddannelse er det meget vigtigt at bestå Folkeskolens Prøve. Derfor er mange af vores STU studerende meget ihærdige med skolefagene.
Syv unge på STU har været til afgangsprøve i december / januar. Sisse-Marie Nielsen, Gwen Kia Bentzen, Mike Andersen, Daniel Ringholm Andersen, Jonas Hinrichsen, Mads Høgh Hansen og Kimmie Larsen har været til AVU-prøve niveau G, som er 9.klasses niveau for voksne. Alle er de bestået, der er endda givet fem 12-taller og en række 10-taller.
-Nu kan jeg endelig komme i gang med min uddannelse, siger en lykkelig Jonas Hinrichsen. -Min første prioritet er at blive fotograf, så jeg har søgt ind på fotografuddannelsen både i Kastrup og i Viborg. Min anden prioritet er at blive maler, og det kan jeg jo blive her i Slagelse, siger en lettet ung mand, der efter flere ungdomsår med store vanskeligheder nu er på vej mod uddannelse og arbejdsmarked.
På billedet ses (fra venstre) Mike, Jonas og Kimmie, der alle går på Magleby Skolecenter.