Et menneske bag diagnosen autisme

De fleste med pædagogisk arbejde ved, at en person, der er diagnosticeret med autisme i højere grad end andre mennesker har brug for:
-større forudsigelighed, planlægning og kendte rammer
- klar og enkel kommunikation
-bevidst at arbejde med at udvikle sociale kompetencer
- at få større selverkendelse
-at der etableres tryghed og tillid  i undervisningen og i samværet med andre mennesker.

Men ikke alle ved, at mennesker med autisme indbyrdes er mindst lige så forskellige som andre. Både fordi, der er mange forskellige grader af den medfødte autisme, og fordi graden af autisme også afhænger af de omgivelser og de påvirkninger, som den enkelte har fået i sit liv. Altså, både arv og miljø. Endelig er mennesker med autisme forskellige, fordi mange har forskellige dobbeltdiagnoser.

Derfor er den største fejl, der kan begås af autismespecialister og autismeforeninger, at de overser, at det allervigtigste i arbejdet og samværet med et menneske med autisme er, at møde den enkelte med nysgerrighed og indlevelse. Så man møder ham eller hende lige der, hvor han eller hun er.

Forklaringen på, at Magleby Skole har så gode resultater i arbejdet – også med unge, der har fået diagnosen autisme - er at institutionen ikke vil gentage den fejl. Den bedste måde at vise det på, er at fortælle tingene konkret.

Musiklæreren fortæller

”Niels er også diagnosticeret med autisme. Da jeg fik Niels som elev, var han meget usikker på, om han ville lære at spille og hvilket instrument det skulle være. Da jeg efter mange samtaler og timer havde givet ham tillid til mig - og at jeg kunne lære ham at spille - valgte han guitaren. Vi gik selvfølgelig langsomt frem og med engleblid tålmodighed hos både ham og mig. Akkorder blev trænet igen og igen. Og efter tre måneder havde Niels lært en sang, som var hans fars yndlingssang. Og nu kan han flere, og han er - på trods af sin store ordblindhed - også selv begyndt at skrive sange. Jeg har i en meget lang proces opnået, at han er gået med til at spille i et orkester, og jeg ved, at for en person med hans forudsætninger og historik har det været en berusende oplevelse. Den gav også appetit på, at han kunne komme dybere ind i den musik, som nede under overfladen har så mange lag, som han langsomt arbejder sig ned i. Store ting i vores samarbejde har også været, da vi besøgte Tivoligarden, som jeg tidligere har samarbejdet med. Besøg i et professionelt indspilningsstudie var noget af en milepæl, ligesom indspilning af hans helt egen CD har været en sejr af de store.
Hvis jeg skal sammenfatte, hvad det at lære at spille guitar har betydet, så er det: Identitet, tillid, relationer og prestige. Så det har rigeligt været flere hundrede timer værd.”

Kørelæreren fortæller:

”Det, at skolen giver mulighed for at tage kørekort, er selvfølgelig et hit for mange unge mennesker. Også unge med autisme. Det koster godt nok mellem 50 og 100 timer, og det kræver også, at jeg altid har min største tålmodighed med på arbejde. Ud over at planlægningen skal være i orden, skal jeg hver gang meget tydeligt fortælle, hvad vi skal lave den næste time. Og så er det gentagelse og gentagelse. Nogen ting skal hen over hele forløbet gentages 100 gange. Jeg synes også, at køreprøven har en stor pædagogisk værdi. Kørekortet er en sejr og den giver prestige og brugsværdi. Og man lærer, at man kan lære noget svært og at det ikke altid er dårligt at have en deadline. Jeg lærer selvfølgelig også selv noget. Ja faktisk meget, fordi jeg har selv en datter med autisme.”

Dansklæreren fortæller:

I vores lille hyggelige klasselokale, hvor vi er 4 lærere og 5 elever, har vi på væggene et dagskema for hver elev. Et skema, der også fortæller, hvem eleven skal være sammen med.  En elev - vi kan kalde ham Torben - kom til os som en person, der på sine hidtidige institutioner var blevet mobbet en del, og det havde medvirket til en markant indesluttethed. I det første lange stykke tid blev der i hans undervisning kun arbejdet i et lille tilstødende lokale, hvor der langsomt blev opbygget en tillid til en bestemt lærer. Al indestængt aggressivitet blev mødt med ro og accept af, at der kun i særligt trygge situationer blev stillet krav. En stor del af arbejdet var at skabe situationer, hvor Torben følte, at han var noget værd, og at også han kunne noget. Gradvist blev Torben indsluset så han efter et halvt år uden problemer kunne opholde sig i klasselokalet med de 4 andre elever. Fordi han ved ankomsten til Magleby som 16-årig, slet ikke kunne læse, var det et stort skridt, da han første gang på telefonen kunne skrive en læselig SMS til sin far. Ved afslutningen af sit tredje år, var han en god læser, der bestod folkeskolens afgangsprøve i dansk og prøven i engelsk (med et 12-tal). Efter eksamen konstaterede han: ”Før i tiden kunne jeg ikke drømme om noget. Det kan jeg nu.”
Dansklæreren fortæller, at Torben tidligere havde haft meget svært ved styre sit temperament og kunne gå i voldsom affekt, men at der i de tre år, han gik på Magleby Skolecenter, ikke var et eneste tilfælde af et voldeligt udfald. Det er for dansklæreren også at konkludere, at læse-evnen var nøglen til opbygningen af selvtilliden. Dette gav i videre forstand gav en tro på, at der var andre ting her i verden, som kan læres.

Konklusion

Gamle NFS Grundtvig havde ret, når hans vigtigste grundsætning var: Menneske først, Kristen næst.” Med andre ord: Grundtvig, som hele sit liv havde arbejdet med kristendommen som omdrejningspunkt, understregede, at man skal nærme sig ethvert menneske som et unikt væsen. Og det er sekundært om mennesket er kristent, muslim, fysisk handicappet eller har diagnosen autisme.

På Magleby Skole betyder denne filosofi, at autismediagnosen er en bagvedliggende referenceramme, der giver nogle pædagogiske pejlemærker og støttepunkter. Og derudover kun strejfvis kaster lys ind over nogle vanskelige hverdagssituationer.